Kender du det? Du vil gerne hjælpe andre mennesker med det, du brænder for. Og du vil gerne tjene penge på det. Men salget udebliver – eller er ikke lige så stort, som du kunne ønske dig.
Mange gange er det et spørgsmål om at du ikke kender målgruppens behov godt nok. Og at du mangler at få brandet og markedsført dine produkter tilstrækkeligt, så målgruppen forstår at du kan dække deres behov.
Det hjælper jeg små virksomheder med.
Men jeg gør mere end det: Sammen med virksomhedsejeren får jeg nye ideer. Ved at forstå, altså virkelig forstå, målgruppen, produktet og markedet, dukker nye ideer op. Ideer, som gør en forskel. Det er mange gange starten på nye produkter, nye kurser eller en ny struktur på et rådgivningsforløb.
Hvad gør jeg først?
Jeg lever mig fuldstændigt ind i en repræsentant for målgruppen (en såkaldt “persona”). Derudover er jeg åben for at målgruppen kunne være en anden, end kunden tror.
Jeg forestiller mig, at jeg er en repræsentant for målgruppen, der har behovet og derfor ville blive glad for at få produktet. Jeg bruger min fantasi og tænker på, hvordan det er at leve som personen. Bruger de samme sociale medier. Laver de samme opslag. Har de samme interesser. Drømmer om det samme. Er frustreret over de samme ting. Og har den samme tvivl, om nu produktet er løsningen for mig.
Det handler selvfølgelig om empati. Du kan gøre det samme selv. Men somme tider hjælper det med et blik udefra.
Et blik som kan forandre og udvikle din forretning.